»Han var typen, der rejste meget rundt og faldt i snak med alle. På den måde havde han hørt mange sære historier, og da han var tatovørens søn, var det naturligt for ham at få tatoveret et lille symbol for hver historie, så han ikke glemte den.«

Atten af disse sære, skæve, surrealistiske - og på en mærkelig måde samtidig ganske stringente - historier er her fortalt og illustreret med bid og megen loyalitet over for så forskellige skæbner som f.eks. en havfrue-fisker, en talende ørkenræv, en kamikazepilot med moralske kvababbelser og et boksende skilsmisse-par.
Ord og tegninger går op i en højere enhed i disse skildringer af skæbne, længsel, angst, Guds haveslange, livet og døden.

»Anne Pedersen har en række historier, der skal ud. De kan være for unge eller for gamle eller for alle (...) Alt dette bliver fortalt med den største selvfølgelighed. I et rent sprog uden de store udsving, men båret af en uendelig undren. Tegneren Anne Pedersen bakker kraftigt op om projektet med friere og farligere billeder end nogensinde.«
- Steffen Larsen, Politiken

»Henvender sig til læsere af dansk kortprosa, hvor det fabulerende er i højsædet (...) Korte tekster, der har deres rødder i traditionen fra Villy Sørensen med den falske naivitet og sproglige bevidsthed i en personlig stil (...) God og overraskende (...) En fin udgivelse i både tekst og billeder, der giver løfter om et lidt skævt og anderledes forfatterskab også for voksne, værd at følge.«
- Bibliotekslektør

»En så godt som klassisk illustreret (mini)novellesamling.
Men dels er illustrationerne ved nærmere eftersyn altid mere skævvredne end som så, dels fungerer de små vignetter som links til titel- og rammehistorien om tatoveringerne på tatovørens søn, der markerer de gode historier, han har hørt, og som så er resten af bogens historier, der vitterlig er ret gode: fyndige, spøjse pjattede, sørgmuntre i al effektiv korthed.«
- Lars Bukdahl, Weekendavisen

»Tatovørens søn er ikke en bog for børn, men for mennesker.
Historierne er alle fortalt i en fortrolig tone og vrøvler og vrikker, mens man læser dem. De fortæller om længsler, døden, angst, ensomhed og kærlighed. Der er plads til det hele, og der er plads til læseren - eller lytteren, hvis man nu er så heldig at dele oplevelsen med en anden.
Når en historie er frisk, fabulerende og fuld af fantasi, får jeg en mærkelig fornemmelse af, at ordene flytter plads, når man har lukket bogen, og at man derfor, næste gang man åbner bogen, vil møde nye historier. Lige sådan har jeg det med Tatovørens søn.«
- Zenia Johnsen, Fortællingen.dk